Vaneændringer – hvorfor er det så svært?

Den livsstil vi har, dikteres af vores vaner, som er skabt af vores handlinger. Disse er igen skabt af vores følelser, som i sidste ende skabes af vores tanker.

Kan vi så ikke bare ændre vores tanker og dermed vores vaner? Jo, sådan fungerer det, i hvert fald på et teoretisk plan. Men hvis det var så simpelt, ville så mange mennesker jo ikke kæmpe med deres vaneændringer…

Så hvad er vaner egentlig?

Vores vaner er faktisk bare en række ubevidste tanker, handlinger og følelser der er opstået som følge af gentagelse på gentagelse af disse.

Vores erfaringer og minder knytter altid en følelse til sig. Derfor kan tanker om disse også fremkalde følelser af fx glæde, sorg osv.

På den måde skaber dine tanker altså sådan som du har det– din sindstilstand.

Alle dine daglige rutiner skaber et program i din hjerne som følges dag ind og dag ud. Lige fra hvilken side af sengen du har sovet i, hvilken stol du sætter dig på og spiser morgenmad, hvilken vej du tager på arbejde, hvornår du tjekker Facebook osv.

Din krop elsker den forudsigelighed og er som udgangspunkt ikke venligt stemt for forandringer.

Vaner kører på autopilot

Hvis man ikke er bevidst om, at alle disse rutiner faktisk bliver til et program i hjernen der automatisk afspilles, mister man på en måde sin frie vilje. På den måde forstået, at programmet jo kører ubevidst og af sig selv, med mindre man beslutter sig for bevidst at gøre noget andet.

Kroppen laver de her ubevidste programmer for at spare os for energi. Tænk hvis vi skulle koncentrere os lige så meget som et lille barn om fx at spise, gå, binde snørebånd, cykle eller lignende. Det ville jo være uendeligt ressourcekrævende.

95% af hvem vi er når vi er 35 år, er et lagret sæt af handlinger, følelsesmæssige reaktioner, overbevisninger, opfattelser og ubevidste vaner. Det vil groft sagt sige, at vi kun har 5% af hjernen til rådighed til fx at bestemme os for at ville leve sundere, finde mere tid til familien, være mere glade, tabe os, gå tidligt i seng, løbe en tur hver morgen osv.

Der er derfor ikke noget at sige til, at det er noget af en opgave at få succes med en vaneændring. Hele 95% af kroppen og hjernen kører på sit eget, helt andet program, med en helt anden dagsorden.

Din hjerne snyder dig

På en måde kan man sige, at hjernen ikke er alt for klog. Hvis du tænker på en oplevelse, kan hjernen faktisk producere samme ”hjerne-kemi” i form af fx hormoner (og derved samme følelse, fx glæde, frygt, angst osv.), som hvis du rent faktisk oplevede situationen.

Underbevidstheden kender simpelthen ikke forskel på de 2 ting, mindet om oplevelsen og oplevelsen. Derfor er det super vigtigt at få styr på sine tanker for at få styr på sine vaner, for dit vane-program vil afspille igen og igen og det vil kræve meget energi for at stoppe den afspilning hvis ikke man forstår hvordan det hænger sammen.

En vane er ikke kun omkring fysiske ting – det kan også være at tidligere erfaringer med fx en livsstilsændring er fejlet, måske endda adskillige gange, og hjernen har så lavet et program der, når du begynder at tænke på at ville ændre noget, så siger: ”du kan starte på mandag i stedet for”, eller ”det kommer du aldrig til at lykkes med”, ”det bliver for hårdt for dig” osv.

For når du tænker på at ville ændre noget, får kroppen samme følelse og frigivelse af samme stoffer i kroppen, som da du prøvede sidst og det ikke lykkedes. Allerede før du er i gang er det ubevidste program altså i fuld gang med at tale dig fra det, ved at minde dig om at det kan gå galt.

Så første skridt mod en succesfuld vaneændring er altså at forstå at din krop ubevidst vil modarbejde det, med mindre du aktivt putter noget nyt ind i programmet.

Det kigger vi meget mere på i artikel 2: Vaneændringer – konkrete redskaber til at lykkes med dem.

Hvis du har vaner du ønsker at ændre, er jeg sikker på mit onlinekursus Selvkærlig Vaneændring 2019 er noget for dig – det guider dig udførligt rundt i alle de aspekter der nævnes her, og mange andre. Læs meget mere og bestil det her.

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *