Kategoriarkiv: personlig udvikling

Lykke – hvordan får man mere af den?

Lykke for dig, er sandsynligvis ikke det samme som lykke for mig – eller for din nabo, kusine eller mekaniker. Lykke er dét, der gør vores liv meningsfuldt. Det er mest af alt bundet op på følelsen af, at vi lever vores liv som vi gerne vil.

Det lyder dejlig simpelt, men lad os kigge lidt nærmere på hvad det så vil sige. At leve vores liv som vi gerne vil, drømmer om og ønsker os. At vi er den partner, ægtefælle, forælder, eller i det hele taget menneske som vi gerne vil være. Den måde vi tænker om os selv på.

En ting der nemt frarøver os følelsen af lykke, er når vi slår os selv oven i hovedet og dyrker den dårlige samvittighed. Vi burde træne mere, spise sundere, se mindre tv osv. Det er nemt at køre fejlfindingsrutinen.

Følelsen af lykke kan trænes, og præcis som med al anden træning, så virker det kun hvis man gør det jævnligt og indarbejder det til en vane. Der skal heldigvis ikke ret meget træning til før vores lykkefølelse stiger. Men de gode intentioner skal bakkes op af handling hvis det skal blive til noget.

Start simpelt og overskueligt, du kan altid bygge mere på. Kvinde der smiler

Vær realistisk og stop med at sammenligne dit liv med andres. Tingene kan meget nemt se anderledes ud på den overflade af andres liv du ser, end hvad der gemmer sig bagved. Den eneste du skal sammenligne dig med, er dig selv.

Så selvom din veninde træner 5 gange om ugen og du ville ønske du også gjorde det, så glæd dig over den ene gang du kommer afsted istedet for at tænke du burde træne mere. En gang er bedre end ingen gange, og det er absolut muligt både at glæde sig over det man får gjort, samtidig med at man kan arbejde henimod at træne mere hvis det er ønsket. Men husk at jeres forudsætninger formentlig ikke er ens, og hold fokus på din egen situation.

Anerkend og ros dig selv for de ting du gør, som får dig i retning af det du ønsker dig. Når den dårlige samvittighed dukker op, så glid af på den ved at sige til dig selv at du er nok og du gør nok, punktum.

Start der hvor du er, med det du kan.

Kærlig hilsen Gitte

 

 

 

Konkrete redskaber til at lykkes med din vaneændring!

Citat om drømme der går i opfyldelseVaneændringer – konkrete redskaber til at lykkes med dem.

I denne del 2 af mini-serien om vaneændringer ser vi på hvordan du kommer godt igang med vaneændringer. (fik du ikke læst del 1 kan du finde den her)

Du får en række konkrete redskaber til at gribe din kommende vaneændring optimalt an. Sideløbende hermed en forståelse for hvorfor det kan være svært, og hvilke faldgrupper du skal være på udkig efter at undgå.

Først af alt. Dine vaner har du formentlig haft med dig i en årrække, så indstil dig på at finde tålmodigheden frem. Din hjerne vil forsøge at få dig tilbage til dine gamle vaner, fordi de kræver mindre mental energi.

Dernæst skal du forstå, at den person du er i dag, ikke er den samme person der kommer i mål med vaneændringen.

Du skal nemlig vokse ind i den personlighed som mestrer den nye vane/livsstil. Altså udvikle og ændre dig som person, så du med små daglige handlinger kommer tættere på målet. Selvom du lige nu tænker at dit mål fx er at tabe 10 kg, så er det faktisk ikke selve vægttabet der giver dig tilfredsheden og glæden indeni når du kommer i mål.

Det er den person du har udviklet dig til undervejs, der giver glæden. Og som jo i øvrigt kan tage æren for at vægttabet er lykkes. Det er også den eneste måde det kan holdes på. Simpelthen ved at det er din personlighed der er ændret, fremfor at bruge fx viljestyrken til at navigere med.

Konkrete eksempler på hvad du kan gøre:

Lad os fx sige at du ønsker en mere miljøvenlig livsstil og lige nu ikke skænker det en tanke. Første små skridt kan så være at affaldssortere og sørge for korrekt genanvendelse af fx plastik, pap, glas osv. Dine handlinger begynder at afspejle dit ønske, og lige så stille bliver du en miljøbevidst person. Men kun så længe det afspejles i dine handlinger.

Du ved det, andre kan se det og der er overensstemmelse mellem den person du gerne vil være, og den du er. Og dét skaber glæde, energi & overskud. Din hjerne elsker at lykkes!

Har du et ønske om at tabe dig, skal du ligeledes finde et sted at starte og så bygge på lidt ad gangen. Alle har et forskelligt udgangspunkt, så lad være med at følge noget fordi det virker for andre. Det er din personlighed & karakter der via daglige handlinger skal bringe dig tættere på målet.

Den gode nyhed er, at det ikke behøver være kæmpestore, uoverskuelige handlinger. Det kan også være at gå fra at drikke 3 glas sodavand dagligt til 1. Eller bytte krydderbollen til morgenmad ud med havregryn 3 dage om ugen. Hvad der nu giver mening for dig. Det er ikke så meget den konkrete handling, som det er at der ER en handling, der sender dig på rette kurs.

Du skal højne din standard.

Det der sker når du tænker på at ændre noget, er at du tager din nuværende ”standard” på området op til overvejelse. Fx når du tænker at NU vil du tabe dig x antal kilo, spise sundere, blive skilt eller hvad det nu kunne være.

Så forud for enhver succesfuld vaneændring, ligger altså det med at højne din standard. Det eneste der afholder dig fra at opnå dit mål er, hvis du sænker den standard igen. Det sker hvis du beslutter dig for, at det alligevel ikke var vigtigt nok. Firkantet sagt, selvfølgelig, men når alt kommer til alt, er det sådan det hænger sammen.

Måske kan du huske fra artikel 1 at din hjerne utrolig gerne vil modarbejde dine anstrengelser for at ændre vaner og livsstil?

Så meget desto vigtigere er det, at du noterer dig pointerne i indlægget hér. Om at tænke mere i handlinger end i slutmål, og dele disse handlinger op i små overkommelige bidder. Det er åbenlyst bedre at lykkes med 10 små dele af vejen til målet, end at fejle ved at prøve at tage vejen i 1 eller 2 bidder.

Dét er nogle af hjørnestenene i en varig & holdbar vaneændring.

I 3. og sidste artikel i denne mini-serie får du indsigt i hvordan ændringerne virkelig implementeres og slår så dybe rødder i dig, at de fremadrettet bliver din hjernes naturlige valg.

Skal du også skabe dit drømmeliv?

Jeg håber du er blevet inspireret til at gå i gang med at kigge på dit eget liv, og beslutte at det skal være NU du tager de første skridt mod at skabe det liv du drømmer om. Med overskud, energi og glæde. Det fortjener du, og derfor har jeg også et fantastisk tilbud til dig som er klar til at realisere drømmelivet og lykkes med det, én gang for alle.

Som et specielt forårstilbud har jeg sammensat et særligt 6 ugers kickstart forløb bestående af mit onlinekursus Selvkærlig Vaneændring 2019, 4 stk. 1:1 konsultationer & ubegrænset online sparring undervejs . Værdi i alt: 1900,-

Du får det for kun 995,-. Da det er et særtilbud, figurerer det ikke på hjemmesiden her, Drømmelivet.dk. Du skal bare sende en mail til mig på gitte@droemmelivet.dk for tilmelding eller for at høre nærmere. OBS! Begrænset antal pladser til denne særpris.

Kærlig hilsen Gitte

Vaneændringer – hvorfor er det så svært?

Den livsstil vi har, dikteres af vores vaner, som er skabt af vores handlinger. Disse er igen skabt af vores følelser, som i sidste ende skabes af vores tanker.

Kan vi så ikke bare ændre vores tanker og dermed vores vaner? Jo, sådan fungerer det, i hvert fald på et teoretisk plan. Men hvis det var så simpelt, ville så mange mennesker jo ikke kæmpe med deres vaneændringer…

Så hvad er vaner egentlig?

Vores vaner er faktisk bare en række ubevidste tanker, handlinger og følelser der er opstået som følge af gentagelse på gentagelse af disse.

Vores erfaringer og minder knytter altid en følelse til sig. Derfor kan tanker om disse også fremkalde følelser af fx glæde, sorg osv.

På den måde skaber dine tanker altså sådan som du har det– din sindstilstand.

Alle dine daglige rutiner skaber et program i din hjerne som følges dag ind og dag ud. Lige fra hvilken side af sengen du har sovet i, hvilken stol du sætter dig på og spiser morgenmad, hvilken vej du tager på arbejde, hvornår du tjekker Facebook osv.

Din krop elsker den forudsigelighed og er som udgangspunkt ikke venligt stemt for forandringer.

Vaner kører på autopilot

Hvis man ikke er bevidst om, at alle disse rutiner faktisk bliver til et program i hjernen der automatisk afspilles, mister man på en måde sin frie vilje. På den måde forstået, at programmet jo kører ubevidst og af sig selv, med mindre man beslutter sig for bevidst at gøre noget andet.

Kroppen laver de her ubevidste programmer for at spare os for energi. Tænk hvis vi skulle koncentrere os lige så meget som et lille barn om fx at spise, gå, binde snørebånd, cykle eller lignende. Det ville jo være uendeligt ressourcekrævende.

95% af hvem vi er når vi er 35 år, er et lagret sæt af handlinger, følelsesmæssige reaktioner, overbevisninger, opfattelser og ubevidste vaner. Det vil groft sagt sige, at vi kun har 5% af hjernen til rådighed til fx at bestemme os for at ville leve sundere, finde mere tid til familien, være mere glade, tabe os, gå tidligt i seng, løbe en tur hver morgen osv.

Der er derfor ikke noget at sige til, at det er noget af en opgave at få succes med en vaneændring. Hele 95% af kroppen og hjernen kører på sit eget, helt andet program, med en helt anden dagsorden.

Din hjerne snyder dig

På en måde kan man sige, at hjernen ikke er alt for klog. Hvis du tænker på en oplevelse, kan hjernen faktisk producere samme ”hjerne-kemi” i form af fx hormoner (og derved samme følelse, fx glæde, frygt, angst osv.), som hvis du rent faktisk oplevede situationen.

Underbevidstheden kender simpelthen ikke forskel på de 2 ting, mindet om oplevelsen og oplevelsen. Derfor er det super vigtigt at få styr på sine tanker for at få styr på sine vaner, for dit vane-program vil afspille igen og igen og det vil kræve meget energi for at stoppe den afspilning hvis ikke man forstår hvordan det hænger sammen.

En vane er ikke kun omkring fysiske ting – det kan også være at tidligere erfaringer med fx en livsstilsændring er fejlet, måske endda adskillige gange, og hjernen har så lavet et program der, når du begynder at tænke på at ville ændre noget, så siger: ”du kan starte på mandag i stedet for”, eller ”det kommer du aldrig til at lykkes med”, ”det bliver for hårdt for dig” osv.

For når du tænker på at ville ændre noget, får kroppen samme følelse og frigivelse af samme stoffer i kroppen, som da du prøvede sidst og det ikke lykkedes. Allerede før du er i gang er det ubevidste program altså i fuld gang med at tale dig fra det, ved at minde dig om at det kan gå galt.

Så første skridt mod en succesfuld vaneændring er altså at forstå at din krop ubevidst vil modarbejde det, med mindre du aktivt putter noget nyt ind i programmet.

Det kigger vi meget mere på i artikel 2: Vaneændringer – konkrete redskaber til at lykkes med dem.

Hvis du har vaner du ønsker at ændre, er jeg sikker på mit onlinekursus Selvkærlig Vaneændring 2019 er noget for dig – det guider dig udførligt rundt i alle de aspekter der nævnes her, og mange andre. Læs meget mere og bestil det her.

At være den bedste udgave af dig!

Er du god til at være dig?

De fleste vil helt instinktivt svare Ja.

Men hvis du tænker lidt dybere over det, hvad vil det så egentlig sige at være god til at være dig? Hvis jeg fulgte dig fra sidelinjen en hel dag eller uge, ville der så være tidspunkter og episoder hvor du bagefter fx. ville sige: “Da jeg skældte mine børn helt vildt ud fordi jeg havde haft en vildt stresset dag på arbejde – altså sådan er jeg faktisk slet ikke”. Eller “Da min chef spurgte om jeg lige kunne klare opgave X tænkte jeg at jeg allerede havde mere end rigeligt at se til, men endte med at sige ja alligevel – men det er altså ikke fordi jeg ikke kan sige fra”.

Du har nok fanget pointen. Der kan være, stor eller lille, uoverensstemmelse med den måde vi faktisk gerne vil være på, og så det vores liv rent faktisk ender med at blive. Selvfølgelig sker der ting i vores allesammens liv som kan svinge os lidt ud af kurs. Det vigtigste er egentlig, at det helt grundlæggende fundament af hvem vi er ikke bliver rykket ret meget ved.

Med fundament mener jeg hvis vi kigger helt ind i det allerdybeste af dig. ‘Hvad er så dine værdier, hvad er ultimativt vigtigt for dig, hvilken slags person ser du dig selv som?

De klienter jeg i årenes løb har hjulpet med at ændre vaner, livsstil og ofte også vægttab, ville alle som en sige at det er vigtigt for dem at leve sundt og passe på sig selv. Og det gjorde ondt på dem at vide, at de ikke levede i overensstemmelse hermed.

Livet kan have en tendens til at løbe afsted med os, og hvornår er der så lige tid til at finde ro og overskud nok til at kigge indad? 

Få styr på dine prioriteringer

I virkeligheden er det jo en helt vanvittig prioritering af os selv: Bilen kommer til service, og vi poster gladeligt mange tusind kroner i vedligeholdelse til den. Vi jonglerer logistik og tid så det meste kan lade sig gøre for vores børn. Vi står altid klar til at hjælpe andre osv.

Det er der sådan set heller ikke noget galt med. Det går bare ikke, hvis vi ikke selv er nummer 1 på den prioriteringsliste en rigtig stor del af tiden.

Som de siger på flyet før take off: i tilfælde af nedsat kabinetryk, sæt iltmasken på dig selv først, dernæst hjælper du de andre.

Det samme gælder i livet – uanset hvor kliche det lyder, så er du nødt til at sørge for dig selv først. Sådan får du energi og overskud til at være en masse for andre også – bagefter! Og det vil du jo gerne – altså have energi, lyst og overskud til at være den bedste udgave af dig selv ikke?

Køb tid til at mærke efter

Start i det små. Næste gang nogen spørger dig om f.eks en opgave på arbejdet, en fødselsdag eller lign., så køb lidt tid. Sig “Jeg tjekker lige min kalender og vender tilbage”. Istedet for automatisk at spytte et Helt-klart-jeg-kommer ud med det samme.

Tag dig tid til at mærke, om det er dét, du skal bruge din tid på. Og giv derefter spørgeren et ærligt svar. “Jeg ville gerne med til din fødselsdag, men har haft så meget om ørerne på det sidste. Jeg trænger virkelig bare til en lørdag uden planer.” Bliver flok sure over det svar? Det er muligt – men alternativet er jo, at du ikke er tro mod dig selv, og det går altså ikke. På den måde fortæller du jo dig selv, at dine behov og dermed du, ikke er vigtig.

Det er ALTID okay at mærke efter og sige fra.

De mennesker der forstår og respekterer det, er de mest værdifulde mennesker du nogensinde får i dit liv! True keepers!

Jeg håber du vil prioritere, at finde tid til at mærke lidt mere efter. Komme lidt ud af hovedet og mere ned i kroppen – du vil elske dig selv for det!

Vi har et liv – og ingen ved hvornår det slutter . ‘Så beslut dig idag for at sørge for at passe på dig selv, ved at prioritere dig selv.

Skal jeg hjælpe dig?

Det er lettere sagt end gjort, det ved jeg. Så hvis du har brug for min assistance, så skal du bare vide, at lige præcis dén slags coaching er min hjemmebane. At møde dig i øjenhøjde og i fælles dialog finde ud af hvordan vi får skabt balance mellem dine ønsker & drømme og virkeligheden.

Jeg har gjort det i årevis med 100-vis af klienter, og jeg kan også hjælpe dig! Med at skabe energi og overskud til at være den bedst mulige udgave af dig selv!

Du er altid velkommen til at sende mig en uforpligtende mail med spørgsmål, tanker eller noget helt tredje. Jeg elsker at høre fra mennesker der gør sig refleksioner og tanker om deres liv! Fang mig på gitte@sundhedsopgradering.dk

Kærlig hilsen Gitte

 

 

Løber livet også lidt fra dig nogen gange?

Flere mennesker end nogensinde lever et hektisk liv med stress, søvnmangel, følelsen af altid at halse lidt bagefter, med dårlig samvittighed over aldrig helt at være tilstede, med følelsen af for lidt tid til sig selv/kæresten/ægtefællen/fritidsinteresser/børn eller noget helt 6 og mest af alt: med et kæmpeønske om at få en bedre balance i livet, så energi & overskud bliver noget der flyder igen og hvor livskvaliteten øges betydeligt, fordi du kommer til at leve i overensstemmelse med sådan som du ønsker det – i overensstemmelse med dine værdier – det du har indeni dig.

Når der er forskel på måden vi ønsker at leve livet på & måden vi så rent faktisk lever livet på, så giver det mismatch anledning til (i den milde version) irritation, dårlig samvittighed, frustrationer, nedsat glæde og overskud, over til at kunne blive en spiral af negativitet og håbløshed og depression. Og alt der imellem.

Ingens liv er perfekte eller fantastiske 24/7. Selvfølgelig ikke, for livet og alt hvad der omgiver os er jo dynamisk og foranderligt. Vi kommer derfor aldrig til at stå med en komplet løsning på hvordan man lever et fantastisk liv hvor alt harmonerer og fungerer 100%.

Men det vi KAN finde, det er noget der kan slå så dybe rødder i os, at det kan bruges som pejlemærke uanset hvilke store eller små udfordringer vi står i livet igennem. Det handler om, at turde være tro mod os selv. Og før det, så handler det om at tage på en rejse rundt i os selv og finde ud af hvad der sådan for alvor er vigtigt for os.

Lyder det let og banalt? Det synes jeg egentlig også. Og værre endnu, så lyder det som en kliche – som buzzwords, smarte oppe-i-tiden floskler som vi allesammen synes giver mening og er åbenlyse, men som så alligevel volder os så store udfordringer at efterleve.

Og når noget lyder så ligetil, kan man endda komme til at slå sig selv oven i hovedet over ikke at kunne leve sådan, når nu det er så tilsyneladende simpelt ikke?

Udfordringen er, at der hvor du står i dit liv lige nu, det har taget mange år og alle mulige oplevelser, udfordringer osv. at nå hen til – og udtrykket “ikke at kunne se skoven for bare træer” har aldrig passet bedre – for det er umuligt at se livet udefra og få det nødvendige perspektiv og de nødvendige refleksioner når man står midt i den tempofyldte hverdag. Det bliver møghamrende svært at mærke sig selv.

Og når det er svært at mærke sig selv, så kommer man nemt til at leve livet lidt “tilfældigt” – som et blad der driver rundt med strømmen. Den ene dag tager den anden, uger kan blive til måneder og år på den måde. Jeg håber, du på den ene eller anden måde vil stoppe op og mærke efter – sådan rigtig mærke efter om du lever det liv du drømmer om og længes efter?

Jeg vil fortælle dig hvordan det at mærke mig selv, mine drømme & ønsker satte gang i en kædereaktion af fantastiske ting der skete i mit liv efterfølgende:

I sommeren 2015 tog jeg til Italien med mine 2 børn på dengang 7 og 9 år. Deres far valgte at blive hjemme, han havde en svær depression, og det havde stået på uforandret igennem ca. 3 år. Han havde på det tidspunkt fravalgt medicinsk behandling, og udover et par gange hos en psykolog da det startede, ville han heller ikke høre tale om det. Med små børn, som selvfølgelig også var meget mærkede af en mentalt og ofte også fysisk fraværende far, og passe mit fuldtidsjob ved siden af, drønede livet bare afsted med 200 km/t.

Anyway, en aften i Italien hvor begge børn legede glade med deres nyfundne ferievenner, sad jeg i en stol på terrassen og nød stilheden – og så ramte det mig som et lyn fra en klar himmel: hvad skulle jeg egentlig med mine børns far; nu var jeg fløjet til Italien, havde lejet en bil og kørt 400 km på tværs af landet (og hold kæft hvor er de italienske motorveje sindssyge at køre på!) og skabt en mega hyggelig ferie for mig og rødderne. (af hensyn til mine børn og deres far vil jeg ikke udpensle yderligere hvad de 3 år bød på som gjorde beslutningen så “nem” som det lyder hér, men når alt kommer til alt, så har vi kun dette ene liv, og det er op til os selv at få det allerbedste ud af det)

Jeg mærkede ligesom en indre “power” brede sig i mig, følelsen af igen at kunne mærke mig selv og hvad der var rigtigt for mig, og jeg vidste med det samme, at jeg skulle gå fra ham når vi kom hjem. Det gav en nærmest magisk følelse indeni – endelig igen at være tro mod mig selv og vælge hvad jeg bare så tydeligt mærkede. Jeg kom væk og fik den distance til hverdagens hamsterhjul der var nødvendig for at mærke mig selv igen.

1 måned senere traf jeg endnu et skelsættende valg der ledte til at jeg mødte mit livs kærlighed, og den historie må komme i et senere blogindlæg – jeg vil bare så gerne indgyde tro og håb til dig bag skærmen der føler at dit liv måske er lidt fastlåst og kører afsted uden du helt har fat i rattet. Det KAN lade sig gøre at tage kontrollen tilbage !

Jeg har en livsmission om at gøre det nemmere og langt mere nede-på-jorden og ligetil at skabe det liv der giver allermest mening, glæde, energi og overskud hos den enkelte. Det kan lade sig gøre, uanset hvilken livssituation du står i. Det ved jeg, fordi jeg selv har kæmpet mig igennem virkelig hårde år, store livskriser, sorg og udfordringer samt truffet valg jeg har skulle stå på mål for i alle mulige sammenhænge.

Siden jeg lærte at lytte indadtil for alvor, er mit liv blevet så meget bedre og lettere – for svaret på det meste finder jeg når jeg giver mig selv tid til at mærke efter indeni. Det er bestemt ikke så enkelt og banalt at føre ud i livet som at sige eller skrive det, men alle kan starte der hvor de er, med hvad de har og tage små skridt i retningen mod et liv i bedre balance.

Følg med på FB eller her på bloggen hvor du kan finde blogindlæg med tanker, refleksioner og input til hvordan din hverdag også kan komme til at blive mere meningsfuld for dig.

Kærlig hilsen

Gitte

PS: Vil du lære redskaberne der gav mig bevidstheden om at alt det jeg selv er i stand til at styre og ændre i mit liv, og hvordan jeg har gjort det? Så læs mere her: